top of page
Forfatters billedeSøren Chemnitz Frederiksen

Psykolog, psykiater, psykoterapeut eller coach? Få styr på forskellene

Dette indlæg er skrevet for at give dig et faktuelt overblik over forskellene mellem psykologer, psykiatere, psykoterapeuter og coaches. Der kan ofte opstå misforståelser omkring disse professioner, deres baggrunde og fagligheder, og det kan gøre det svært at vælge den rette behandler.





Formålet med indlægget er udelukkende at informere og hjælpe dig med at træffe et mere informeret valg, når det kommer til dine personlige, terapeutiske mål. Det er ikke meningen at tale ned om nogen af grupperne. Jeg har stor respekt for alle, der udfører behandling på en etisk, faglig og grundig måde.


Hvis du vil springe det noget af læsningen over, har jeg lavet en oversigt over de fire grupper og en opsamlende kommentar nederst i indlægget.


Uddannelseslængde, -niveau, omfang og læsetimer:


  • Psykolog: Psykologuddannelsen varer fem år og fører til en kandidatgrad (cand.psych.) med et omfang på 300 ECTS-point. For at opnå autorisation som psykolog kræver det yderligere to års praktisk arbejde under supervision samt 160 timers godkendt supervision. Uddannelsen er normeret til ca. 40 timers studieaktivitet om ugen, hvilket svarer til ca. 1600 læsetimer årligt. Pensum er omfattende og dækker bl.a. psykologiens historie, teori, metode, statistik, etik og forskellige specialiseringer. Uddannelsen er intensiv og kræver fuldtidsengagement med et stort pensum og mange læsetimer. Psykologer tager typisk forskellige uddannelser inden for samtaleterapi/psykoterapi efter endt uddannelse.


  • Psykiater: Lægeuddannelsen er en 6-årig universitetsuddannelse på kandidatniveau (360 ECTS-point), efterfulgt af en 5-årig speciallægeuddannelse i psykiatri. Uddannelsen er intensiv og kræver fuldtidsengagement med et stort pensum og mange læsetimer, ofte over 2000 timer årligt. Nogle psykiatere tager efteruddannelser og kan også tilbyde samtaleterapi.


  • Psykoterapeut: Der findes forskellige veje til at blive psykoterapeut. Nogle har en grunduddannelse som psykolog, læge eller socialrådgiver, mens andre har helt andre baggrunde. Uddannelsen til psykoterapeut varer typisk op til 4 år. Dog er det oftest en deltidsuddannelse med et mindre omfang af undervisningstimer og ECTS-point end psykolog- og lægeuddannelsen. Læsetimerne varierer meget, men ligger gennemsnitligt på 750 timer årligt, og pensum er ofte mere fokuseret på én specifik terapeutisk metode og retning. En gennemsnitlig psykoterapeutuddannelse (der opfylder Dansk Psykoterapeutforenings minimumskrav) svarer til ca. 0,6 års fuldtidsstudium. Dette er et estimat baseret på foreningens minimumskrav på 800 timer, hvor ca. 60% er undervisning, fordelt på en 5-årig deltidsuddannelse. Det er vigtigt at bemærke, at dette kan variere betydeligt afhængigt af den specifikke uddannelse, da psykoterapeutuddannelser ikke er reguleret af det offentlige. Dette er kun gældende, hvis man som psykoterapeut vælger at være med i den pågældende forening.


  • Coach: Der er ingen formel uddannelsesstandard for coaches. Uddannelserne varierer i længde, indhold og kvalitet. Nogle coaches har en baggrund i psykologi eller pædagogik, mens andre har en helt anden faglig baggrund. Læsetimer og pensum varierer meget, og der er ingen krav til specifikke forudsætninger. Coaches lærer typisk om én afgrænset problematik, som de skal kunne coache omkring.


Beskyttede titler og krav:


  • Psykolog: Titlen "psykolog" er beskyttet. Krav: Dansk autorisation fra Psykolognævnet, bestået kandidatuddannelse i psykologi, 2 års praktisk fuldtidsarbejde under supervision og 160 timers godkendt supervision.


  • Psykiater: Titlen "psykiater" er beskyttet. Krav: Dansk autorisation fra Sundhedsstyrelsen, bestået lægeuddannelse og speciallægeuddannelse i psykiatri.


  • Psykoterapeut: Titlen "psykoterapeut" er ikke beskyttet. Dog stiller Dansk Psykoterapeutforening krav om 800 timers uddannelse, egenterapi og supervision for medlemskab. Det er valgfrit for psykoterapeuter, om de vil underlægge sig Dansk Psykoterapeutforening og deres retningslinjer. Der er ingen formelle krav for at kalde sig psykoterapeut, med mindre man vælger at være medlem af den nævnte forening.


  • Coach: Titlen "coach" er ikke beskyttet. Der er ingen formelle krav for at kalde sig coach.


Patient- og klientsikkerhed:


  • Psykologer og psykiatere er underlagt Sundhedsloven og har tavshedspligt. Brud på Sundhedsloven eller faglig uetisk adfærd kan have konsekvenser for autorisationen og retten til at praktisere.


  • Psykoterapeuter, der er medlem af en anerkendt forening, er også underlagt visse etiske retningslinjer og tavshedspligt. Klager kan indgives til foreningens etiske råd, hvis pågældende psykoterapeut er medlem. Psykoterapeuter er ikke underlagt lovgivning sundhedslovgivning.


  • Coaches er ikke underlagt lovgivning og etiske retningslinjer.


Etisk ansvarsforpligtelse:


  • Psykologer og psykiatere er bundet af etiske retningslinjer og principper for god klinisk praksis.


  • Psykoterapeuter er bundet af lignende retningslinjer, når de er medlem af Dansk Psykoterapeutforening, men dette er valgfrit.


  • Coaches har ikke nødvendigvis en formel etisk kodeks.


Hvad er forskellen i praksis?


  • Psykologer: Arbejder med samtaleterapi, psykologisk rådgivning, psykometrisk diagnostik og behandling af psykiske lidelser.


  • Psykiatere: Er læger med speciale i psykiatri. De kan ordinere medicin og henvise til hospitalsindlæggelse. De kan også udføre psykoterapi i visse tilfælde.


  • Psykoterapeuter: Arbejder med psykoterapi indenfor specifikke metoder og retninger.


  • Coaches: Fokuserer på personlig og professionel udvikling, målsætning og problemløsning i et snævert fokusområde.





Hvilken behandler skal jeg vælge?


Det kan være svært at navigere i junglen af behandlingstilbud, og det er ikke altid lige let at vide, hvilken profession der bedst kan imødekomme dine behov.


Hvis du har brug for medicinsk behandling, er en psykiater det rette valg. Ønsker du derimod samtaleterapi eller psykologisk rådgivning, kan du overveje enten en psykolog eller en psykoterapeut. For personlig eller professionel udvikling kan en coach være den rette løsning, men det kan også være en psykolog eller psykoterapeut.


Det er dog altid en god idé at undersøge de forskellige professioner nærmere og eventuelt kontakte flere behandlere for at finde den, der passer bedst til dig og dine behov.


Bemærk: I Grønland er psykologer og psykiatere underlagt "Inatsisartutlov nr. 27 af 18. november 2010 om sundhedsvæsenets styrelse, organisation samt sundhedsfaglige personer og psykologer". Denne lov dækker bl.a. autorisation, virke, tavshedspligt og klagemuligheder.


14 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page